Husk for fanden at nyde det

... har jeg sagt til mig selv i dag. Egentligt ikke fordj jeg ikke nyder det, men fordi jeg skal huske at nyde det hele. Så godt som man nu i hvert fald kan. Livet med børn består af en masse smil, glæde og finurlige stunder. Minder der bliver skabt. Det består også af en masse lange putteseancer, hidsighedsudbrud, afbrudt nattesøvn og en omgang sygdom kan virkelig trække tænder ud! Men de er jo til låns sådan nogle småbørn. For engang bliver de voksne, og selvom det ikke er noget man som mor til en 1-årig har lyst til at tænke på, så er det ikke desto mindre sandt. "Det var tider dengang" siger man så ofte. Og det er lige nu, at det er de tider. Vi står midt i det. Midt i drømmen. Drømmen om kernefamilie, hyggestunder, krammere og natteputteri som kan tage pusten fra mig, når jeg vågner ved en lille hånd der lægger sig på min hals og en Elliot der putter sig ind til mig. Det er lige nu, vi skaber de minder vi vil huske resten af livet. Vi vil tænke tilbage på dagen i dag og i morgen, fordi de alle er en del af Elliots første år. Det er lige nu han er her, og det er fandme lige nu vi skal huske at suge hvert et øjeblik til os og ikke lade os fortabe i frustrationer over en nattesøvn der blev ødelagt, en putning der tog flere timer eller en aftensmad der i hvert fald ikke skulle spises. Det er så nemt at blive frustreret som forældre til en tumling - de ved ikke hvad de vil, og hvis de ved det, så kan de ikke fortælle det. Nogle gange er man heldig, at de peger på det de vil have. Men ærligt, så er det sgu mere en gætteleg hvor heldet trumfer forstanden. Det ér hårdt, og jeg tror det er meningen at det skal være hårdt. Hvorfor ved jeg ikke, men det er åbenbart hårdt for alle engang imellem. Så det må jo være sådan det skal være. Med alt det søde kommer en smule surt. Men jeg synes faktisk, at vi skal prøve at finde nogle små positive ting ved selv de knapt så søde stunder med de små. For det bliver altsammen en del af vores minder om vores tid som småbørnsforældre. Med tiden tænker vi tilbage på det med et smil - om ikke andet, så har vi da i hvert fald fået valuta for pengene når det kommer til at opleve det der med forældreskabet på egen krop ;-) Vi må bare love at minde os selv og hinanden om, at these are the days. Det er lige nu vi står her. Midt i alt virvaret, kaosset og våde tumlingekys, og for pokker hvor håber jeg, at jeg husker at nyde det hele så meget som det fortjener at blive nydt. For det ér sgu da et fantastisk liv man lever, når man hver dag er så heldig at få lov til at se sit eget lille menneske vokse og udvikle sig! Jeg læste en artikel tidligere i dag, som berørte det her med at nyde hverdagen med små børn selvom det er hårdt. Jeg husker typisk nok ikke hvor den var fra, da jeg faldt over den på Facebook. Men det fik mig altså til at skrive indlægget her. For jeg var selv skide glad for en lille reminder. Og her til aften har jeg virkelig forsøgt at nyde det hele - selvom Elliot først sov 20.30.