Mødre, der ikke vil ligne mødre

Vi kender det nok allesammen, os der har fået børn. Den der tanke man har under graviditeten: Hvordan kommer min krop til at se ud efter alt det her? Kommer den nogensinde til at ligne sig selv igen, eller er jeg forevigt transformeret? Jeg tror det er normalt, at man har tanken - så længe det ikke bliver en sygelig frygt og man begynder at gå på kur for at undgå at tage på. Det er kind of the point, det der med at tage nogle kilo på. Det skal bruges til mange gode ting, som f.eks. amning. Skide smart, hvad kroppen kan. Når man så har født, så står man der. Og skal begynde at forvandle sig ud af graviditetskroppen igen. Men man skal altså ikke nødvendigvis forvandle sig tilbage til sin præ-graviditetskrop. Man skal nok nærmere finde sin nye krop, og finde fred med den. For her er den store hemmelighed: Dine bryster bliver formentligt aldrig det samme igen. De behøver ikke blive grimme (hvis man altså synes, at bryster kan være det). Men de bliver nok lidt mindre faste, det kommer vi ikke udenom. Og helt ærligt - det synes jeg faktisk også, er der er noget helt vildt smukt ved. Jeg synes, det er SÅ fint at mødre gerne vil strammes op og være den bedste udgave af sig selv. Virkelig! Jeg synes det er top-sejt, at man gør noget ved det og ikke bare lader stå til - hvis man er utilfreds naturligvis. Jeg synes bare, at det er en skam, at der er så meget fokus på de kvinder, som har en krop der overhovedet ikke bærer spor af en graviditet. De bliver hyldet med #goals og bliver brugt som et ideal man stræber efter. Og jeg står nok bare en lille smule af. Hvorfor er vi så opsatte på at slette alle spor efter en graviditet? Jeg har været heldig med mit maveskind efter graviditeten, det ved jeg godt. Desværre er jeg bare en af de skide irriterende typer, der har været svineheldig uden at træne eller være på diæt. Men der ér altså spor efter min graviditet. Men jeg gider ikke gå og slå mig selv i hovedet over mine acne ar, flade mor-numse og bløde bryster. For det er fandme min krop, og den har klaret det pisse sejt. Den har befrugtet, groet, båret og ernæret et barn. Og der er ikke en finger at sætte på ham. Han er pisse perfekt, og jeg er sgu pisse stolt af, at min krop klarede det uden skavanker (det brækkede haleben kan jeg vist ikke bebrejde kroppen for, men nærmere Elliots lille hage ;-) ). Det har været hver en skønhedsplet værd, og jeg gider ikke andet end at smile når jeg ser mig selv i spejlet. Det er livet fandme for kort til, og det har jeg sgu ikke fortjent. Jeg ser ganske godt ud i min mor-krop, og den har mange gode år i sig endnu ;-) Jeg forsøger bestemt ikke at sige, at man ikke bare kan være heldig og have en krop der ikke bærer spor af en graviditet - jeg ved godt, at nogle bare er født under en meget meget heldig stjerne! ;-) Det handler sådan set heller ikke om at være tyk eller tynd, men om at det er okay, at kroppen bærer præg af at man har båret et barn indeni sin mave. For jeg ved godt, at jeg ikke er tyk  - men min krop har også ændret sig efter Elliot er kommet til verden, og det har jeg endelig fundet fred med. Det synes jeg, at vi alle skal forsøge at gøre. Og så skal vi måske skrue en smule ned for idealerne, tror jeg. Vi har jo heldigvis de lækreste accessories til at sidde på armen meget af tiden ;-) Hvordan har I det med emnet? Er I godt tilpasse i jeres krop, eller har I nogle kops-issues I arbejder med? Psst! Sneglcille har skrevet noget om det der med at forsøge at stramme kroppen op efter 2 børn. Hun var træt af at brokke sig uden at gøre noget ved det, og du kan læse hendes tanker omkring emnet lige her.