Hvad medbringer man til en fødsel?

barselshotel Jeg er blevet stillet lidt forskellige spørgsmål om nogle helt lavpraktiske ting i forhold til fødslen, og igen i går var der en sød pige der spurgte ind til det. Så nu bliver det lavet til et lille indlæg - så kan det være, at andre kan bruge det også! :-) Vi nåede jo ikke rigtigt at pakke taskEN eftersom jeg fødte tidligere end forventet. Som I kan læse i Mads' fødselsberetning lige her blev tasken pakket for første gang allerede 4 dage inden jeg fødte. Jeg gik nemlig i fødsel, og Mads måtte spurte rundt som en gal og få pakket tingene ned i den ellers så famøse taske. I ved, den der taske man glæder sig til at pakke! Hvad var jeg glad for vi havde med? Æbler og kiks! De var så rare at have ved hånden på barselshotellet - og faktisk også under fødslen. Efter jeg fik min epidural-blokade fik jeg igen appetit, og jeg fik spist frugt og kiks. Og så drak jeg rød saftevand i store mængder! De har rød saftevand på sygehuset, men jeg ville nok tage en liter med selv ligesom vi gjorde. Så slipper man for at spare på det! :-) Store "slap-af" bukser. Du kommer til at gå rundt med et bind på størrelse med en ble efter sådan en omgang barnefødsel - for ja, man bløder. Meget! Seriøst meget! Så det er rart at have nogle store bløde bukser med - og de må gerne være meget store ;-) En morgenkåbe eller andet der kan åbnes. Amning all day long - nemmest med noget man kan åbne hurtigt. Leave-in hårkur. Jeg synes det var mega lækkert at få et ordentligt bad - og en leave-in hårkur gjorde virkelig underværker for mit hår oppe i den tørre luft, som der jo er på et sygehus. Jeg brugte "argan-oil" leave-in hårkur fra Matas. Fugtighedscreme. Igen pga. den tørre luft. Vandflaske. Du bliver sindssygt tørstig af at amme, og det er rart at have noget med låg på, så man kan have den i sengen. Stofbleer. I læssevis, hvis sygehuset ikke stiller det til rådighed. Som rookie-ammer er der altså hurtigt mælk over det hele, hvis det når at løbe til. Amme-indlæg. Det er bare nødvendigt, men det har de fleste nok regnet ud på forhånd ;-) Overtøj til Elliot. Elliot blev født i Marts, og på vej hjem fra sygehuset havde han en lille strikket cardigan på sammen med en lille djævlehue. Over sig havde han et tæppe. Jeg er glad for, at vi ikke havde en stor køredragt til ham, for jeg synes ikke det var fedt at putte ham i alt for meget tøj - det var besværligt, og han var ikke tosset med at blive klædt af og på. Jeg synes strik er mega lækkert til de små fordi det er temmelig elastisk når man skal give dem det af/på. Hvad manglede jeg? Mads' boxershorts - til mig selv. Nu fortalte jeg om de store bleer man skal have på, ikke? Praktisk at bruge kærestens boxershorts. Jeg siger det bare. Flere hårelastikker. Den mest irriterende ting at mangle sådan et sted! Læbepomade. Wow, det manglede jeg. (Eller jeg havde faktisk en med, som jeg mistede meget hurtigt.) Mundskyl. Fordi man måske ikke lige kan nå at børste tænder inden der kommer barselsgæster.