Hvis der er noget jeg kan bruge lang tid på at tænke på og mindes, så er det tiden hvor jeg ventede Elliot. Måske er det fordi tiden dengang gik enormt langsomt, så det føles som en længere periode end det reelt set var. Jeg tror ikke jeg lyver hvis jeg siger, at det var de længste 8 måneder i mit liv. Jeg fødte Elliot allerede i uge 37, så jeg kunne jo faktisk være gået i 5 uger ekstra med en stor mave og vand i kroppen - det synes jeg er underligt at tænke på, for jeg var mere end klar i uge 37. Det er de fleste nok egentligt, når først man er kommet over 37+0 hvor man jo "føder til termin".
Vi fik en del scanninger fordi læger og jordemødre i lang tid troede jeg ville føde for tidligt (før uge 37+0). De scannede både udenpå maven og gennem en indvendig scanner for at tjekke om alt var som det skulle være. Tidligere i graviditeten betalte vi os selv til scanning. Vi fik f.eks. en kønsscanning hos Cyclus Klinik i Århus. Vi fik en hel række billeder og en dvd med hjem fra den scanning. De er meget sjove at have den dag i dag. Vi fik også lov at se ham i 3D på Skejby sygehus i uge 28. Det var ikke en scanning af lyst, men fordi de igen skulle tjekke os. Da han lå så perfekt med ansigtet udad slog den søde jordemoder over i 3D, og vi fik et meget sødt billede af ham med hjem - og man kan faktisk godt se, at det er ham! :-)
Jeg synes det er sjovt at blive scannet når man venter sig. Man er jo så spændt på at vide og se hvordan det går med de små når man går og bærer dem inde i sin mave - jeg var i hvert fald. Jeg husker også at jeg altid var spændt på at se hvor stor han var blevet fordi han var en smule lille mange af gangene.
Alle de her ting husker jeg så tydeligt og det er SÅ mærkeligt at tænke på, at det jo faktisk er længe siden efterhånden. For et år siden var jeg i uge 35+0, og jeg var en lille hval - haha!
Når jeg husker tilbage til graviditeten var scanningerne højdepunkterne, og man så virkelig frem til en scanning. Den følelse man har indeni når man ligger der på briksen og ser sit barn tumle rundt inde i maven er simpelthen bare så skøn! Det er så specielt, og man bliver varm om hjertet på en hel ny måde. Og når man så endelig får dem ud og op i sine arme, så bliver det hele jo ligesom bare fuldendt, ikke? ;-) Sentimental much? Oh yes.
Lige nu har jeg den søde lyd af en stille babyalarm og en opvasker der klarer opvasken for mig. Man må sige, at livet faktisk er pretty damn good! :-)
Havde I det på samme måder med scanninger under jeres graviditet (hvis I har prøvet sådan noget :-)) ?
Hvis der er noget jeg kan bruge lang tid på at tænke på og mindes, så er det tiden hvor jeg ventede Elliot. Måske er det fordi tiden dengang gik enormt langsomt, så det føles som en længere periode end det reelt set var. Jeg tror ikke jeg lyver hvis jeg siger, at det var de længste 8 måneder i mit liv. Jeg fødte Elliot allerede i uge 37, så jeg kunne jo faktisk være gået i 5 uger ekstra med en stor mave og vand i kroppen - det synes jeg er underligt at tænke på, for jeg var mere end klar i uge 37. Det er de fleste nok egentligt, når først man er kommet over 37+0 hvor man jo "føder til termin".
Vi fik en del scanninger fordi læger og jordemødre i lang tid troede jeg ville føde for tidligt (før uge 37+0). De scannede både udenpå maven og gennem en indvendig scanner for at tjekke om alt var som det skulle være. Tidligere i graviditeten betalte vi os selv til scanning. Vi fik f.eks. en kønsscanning hos Cyclus Klinik i Århus. Vi fik en hel række billeder og en dvd med hjem fra den scanning. De er meget sjove at have den dag i dag. Vi fik også lov at se ham i 3D på Skejby sygehus i uge 28. Det var ikke en scanning af lyst, men fordi de igen skulle tjekke os. Da han lå så perfekt med ansigtet udad slog den søde jordemoder over i 3D, og vi fik et meget sødt billede af ham med hjem - og man kan faktisk godt se, at det er ham! :-)
Jeg synes det er sjovt at blive scannet når man venter sig. Man er jo så spændt på at vide og se hvordan det går med de små når man går og bærer dem inde i sin mave - jeg var i hvert fald. Jeg husker også at jeg altid var spændt på at se hvor stor han var blevet fordi han var en smule lille mange af gangene.
Alle de her ting husker jeg så tydeligt og det er SÅ mærkeligt at tænke på, at det jo faktisk er længe siden efterhånden. For et år siden var jeg i uge 35+0, og jeg var en lille hval - haha!
Når jeg husker tilbage til graviditeten var scanningerne højdepunkterne, og man så virkelig frem til en scanning. Den følelse man har indeni når man ligger der på briksen og ser sit barn tumle rundt inde i maven er simpelthen bare så skøn! Det er så specielt, og man bliver varm om hjertet på en hel ny måde. Og når man så endelig får dem ud og op i sine arme, så bliver det hele jo ligesom bare fuldendt, ikke? ;-) Sentimental much? Oh yes.
Lige nu har jeg den søde lyd af en stille babyalarm og en opvasker der klarer opvasken for mig. Man må sige, at livet faktisk er pretty damn good! :-)
Havde I det på samme måder med scanninger under jeres graviditet (hvis I har prøvet sådan noget :-)) ?